H.M. Dronningens tale ved Koldings 750-års jubilæum den 5. maj 2018

Offentliggjort den 7. maj 2018

Kolding og Koldinghus fejrer 750-års jubilæum. Det er ingen nyhed her på stedet, men det giver anledning til at se på byen og slottets historie og på byen, som den er i dag.

Helt hvornår, der udvikler sig et samfund af betydning her på stedet, er usikkert, men borgen grundlægges i 1268 under Erik Klipping, og den blev i tidens løb et vigtigt sted for de danske konger.

Her i ly af borgen udviklede byen sig, og Kolding blev i sig selv et handelscentrum, sådan som byen er det den dag i dag.

Kolding har en profil, som ikke alene skyldes borgen højt på sin banke. Den er også kendetegnet ved innovative virksomheder og uddannelsessteder, som gør, at unge mennesker søger hertil. Design er blevet ét af særkenderne, med Designskolen som den store magnet, og med SDU, Syddansk Universitet, som endnu et betydningsfuldt sted for forskning og udvikling.

Det sætter sit præg på både by og opland og får mange mennesker til at besøge byen og dens museer: Trapholt, hvor moderne kunst og design vises med vekslende udstillinger, og selve Koldinghus, der huser den fornemme samling af dansk sølv, og som nu, i jubilæumsåret, folder sig ud med udstillingen ”Magtens smykker”.

Det er en glæde for mig igen at besøge byen og at lykønske Kolding og Koldingenserne – ja, hele området med det storslåede jubilæum.