I dag holder vi det første nordiske psykiatritopmøde nogensinde – og det er ikke for tidligt. Det er mig en stor glæde at kunne byde velkommen til alle deltagere:

• Forskere, behandlere, plejere
• Politikere, embedsmænd og interessevaretagere
• Og jer, som psykiatrien er til for – brugere og jeres pårørende.

Som samfund står vi over for en stor opgave: At skabe en bedre hverdag for mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende.

Vi har det godt her i Norden. Sammenlignet med tidligere tider og andre dele af verden lever vi trygt og godt.

Men der er mennesker, der mistrives. Mennesker, hvis problemer ofte er usynlige.

Mennesker, som ikke altid har overskud til at søge hjælp. Eller som måske ikke tør fortælle om, hvordan de har det af frygt for at blive stemplet som svage eller anderledes. Det er mennesker med psykisk sygdom.

Hvem er de? De er måske vores bror eller mor, eller gode ven eller kollega – én ting er næsten sikkert: Vi kender nogen.

For ifølge tal fra Psykiatrifonden vil cirka hver femte dansker i løbet af et år have problemer med mental sundhed. Det svarer til 700.000-800.000 voksne danskere.

Det er direktøren i virksomheden, der får anfald af panikangst på toilettet på sit arbejde – men ikke tør bede sine kolleger om hjælp af frygt for at miste sit job.

Det er teenageren, der skærer i sig selv på værelset i de sene nattetimer - men trækker ærmerne langt ned og smiler pænt, når han går i skole næste morgen.
Det er barnet, som kæmper for at holde sammen på hjemmet på grund af sin mors depression – men ikke tør fortælle sin klasselærer, hvorfor hun ikke får lavet lektier af frygt for at gøre moren flov.

Det er hundredtusindvis af mennesker – syge og pårørende – som hver dag holdes tilbage af tvivl, tabuer, uvidenhed og myter om, at mennesker, der lider af psykisk sygdom, skulle være svage eller farlige.

Vi har alt for svært ved at tale om psykisk sygdom. Det er langt lettere at tale om en hjertefejl end en psykisk lidelse, men det skulle være lige så naturligt at tale om eller lide af psykisk sygdom som fysisk sygdom. 

Og det er meget rammende beskrevet i en e-mail, som en depressionsramt kvinde skrev ud til sine venner under overskriften ”den svære mail”. Hun skrev blandt andet:

”Jeg har altid prædiket at psykiske lidelser er lige så normale som somatiske og det er forkasteligt, at der ikke er lige stor prioritering og åbenhed om begge. Nu sidder jeg selv med en følelse af at få en plettet straffeattest og finder det svært, frustrerende og nedværdigende at skulle acceptere, at en depression har bidt sig fast på mig.” 
 
Det er tydeligt, at der er brug for større indsigt i, hvad det vil sige for både den syge og de pårørende at leve et liv med psykisk sygdom. Og det kræver, blandt andet, åben debat og diskussion at nedbryde den store tvivl, tabuer, uvidenhed og myter, som omgiver psykisk sygdom.

Som protektor for Psykiatrifonden var jeg tidligere på året på besøg i en terapi-gruppe for børn, hvis forældre havde psykisk sygdom. Her i Danmark gælder det for omkring 80.000 børn. Mange er så bekymrede på deres forældres vegne, at de kommer til at tilsidesætte deres egne behov og følelser. Og vi ved statistisk set, at mange af dem senere selv vil opleve at få psykiske problemer. 

I terapi-gruppen fik børnene mulighed for at tale om deres forældres sygdom. Stille de svære spørgsmål:

Er det min skyld, at min far har det dårligt? Hvordan fortæller jeg mine kammerater om, hvordan det er derhjemme? Hvorfor kan man ikke se på min mor, at hun er syg?

Det hjælper dem at være sammen med andre i lignende situationer og få talt om deres svære følelser, oplevelser og bekymringer åbent.

Og sådan er det faktisk for de fleste af os!

Som samfund har vi en stor og vigtig opgave i at få skabt bedre vilkår for mennesker, der lever med eller tæt på psykisk sygdom.

Det handler naturligvis om den rigtige behandling og støtte. Men samtidig er det vigtigt, at der bliver sat ord på, at psykisk sygdom ikke er forkert. Ikke er skamfuldt. Ikke er noget, man behøver skjule. Psykisk sygdom diskriminerer ikke – det kan ramme alle.

Det er et livsvilkår for rigtig mange mennesker i hele eller dele af livet. Og første skridt mod en god behandling er anerkendelse af, at man ikke har det godt og at få sagt det til nogen. Ikke kun i samtalegrupper, men alle steder i vores hverdag - ved middagsbordet, i kantinen på arbejde, i sportsklubben osv.
Der er behov for en fælles indsats, der kan fjerne det stigma, som alt for mange mennesker med psykisk lidelse oplever. Under dette topmøde er der samlet mange stærke kræfter og meget viden, og – er jeg sikker på - et fælles ønske om at gøre Norden til et sted, hvor man tør tale åbent om psykisk sygdom. 
 
I dag er en enestående mulighed for at udveksle ideer, best practices og værdifuld viden og finde ud af, hvordan vi sammen kan sikre et godt liv til flere.

Mange tak.