Lars Løkke Rasmussen udpeget som forhandlingsleder

Christiansborg Slot.
Christiansborg Slot. Foto: Søren Sielemann, Polfoto ©

Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Kronprinsen har i dag den 22. juni 2015 fra kl. 11.00 på Amalienborg modtaget repræsentanter for de politiske partier, der er repræsenteret i det nye folketing.

Repræsentanter for Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance, der tilsammen råder over 84 mandater, har tilrådet, at det overdrages Venstres formand Lars Løkke Rasmussen at lede forhandlingerne om dannelsen af en regering; Det Konservative Folkeparti, der råder over 6 mandater, har peget på Lars Løkke Rasmussen som leder af en regering, der arbejder bredt. 

Repræsentanter for Socialdemokraterne, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, der tilsammen råder over 85 mandater, har tilrådet, at det overlades Mette Frederiksen at lede forhandlingerne om dannelse af en ny regering. 

Hendes Majestæt Dronningen har herefter modtaget den fungerende statsminister, der på baggrund af de faldne udtalelser, har draget den konklusion, at partier, der repræsenterer et flertal i Folketinget, har anbefalet, at Venstres formand Lars Løkke Rasmussen udpeges til at lede forhandlingerne om dannelsen af en ny regering under Lars Løkke Rasmussens ledelse. Den fungerende statsminister har med henvisning hertil tilrådet Dronningen at overdrage Venstres formand at lede sådanne forhandlinger.

I overensstemmelse hermed har Dronningen anmodet Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen om at lede forhandlinger om dannelsen af en ny regering. 

YDERLIGERE OPLYSNINGER

Læs mere om udpegelse af forhandlingsleder i pressemeddelelse.

Læs mere om Dronningerunde II i pressemeddelelse

Læs mere om H.M. Dronningens modtagelse af Helle Thorning-Schmidt i pressemeddelelse.

Læs mere om regeringsdannelse.