H.K.H. Kronprinsen besøger IIT Madras Research Park og deltager i en symbolsk spadestiksceremoni
H.K.H. Kronprinsen besøger IIT Madras Research Park og deltager i en symbolsk spadestiksceremoni. Chennai, Indien, kl. 10.00.
Sammen med udenrigsministeren og klima-, energi- og forsyningsministeren vil H.K.H. Kronprinsen besøge Indian Institute of Technology Madras (IIT Madras) Research Park for at sætte fokus på de danske virksomheders udviklingsmuligheder på energiområdet.
IIT Madras er et offentligt teknisk universitet beliggende i Chennai og er et anerkendt universitetet af national betydning. IIT Madras har stor betydning for virksomheder med relation til vedvarende energi, både hvad angår højtkvalificeret arbejdskraft og i form af samarbejde af høj teknisk karakter. Kronprinsen og ministrene vil overvære et seminar, der sætter fokus på virksomhedernes udviklingsmuligheder inden for land- og havvind og fremtidens brændstoffer. Derudover vil Hans Kongelige Højhed få indblik i Indiens første havvindudbud, havneudbygning, landvindmøllegennembrud og dansk-indiske grønne brintprojekter.
Afslutningsvist vil Kronprinsen, udenrigsministeren og tre delstatsministre klippe et grønt bånd over i en symbolsk spadestiksceremoni, der skal reflektere udviklingen af havvind med tilhørende havneudbygning i delstaten.
Programpunktet er en del af Kronprinsparrets officielle besøg i Indien.