Rosenborgvinen

Rosenborgvinen er nu hentet fra kælderen under Rosenborg Slot og er klar til at blive serveret til nytårstaflet den 1. januar 2016.

Foto: Sara Rosenkilde Kristiansen, Kongehuset ©

Det er en gammel tradition fra 1598, at Rosenborgvinen serveres ved det årlige nytårstaffel. Traditionen er siden da blevet fastholdt med blot enkelte undtagelser. Vinen, der igen i år serveres ved nytårstaflet, er hentet fra kælderen under Rosenborg Slot og opbevares frem til den 1. januar på Amalienborg Slot. 

Kort inden taflet begynder åbnes vinen og dekanteres, derefter prøvesmager Kongehusets hoffourer vinen inden serveringen.

Rosenborgvinens historie
Rosenborgvinen blev bragt til det danske hof af Christian 4. og var dengang en vældig fornem Rhinskvin. Den var derfor udelukkende forbeholdt medlemmerne af den kongelige familie. Ved særlige lejligheder kunne hoffets medarbejdere dog få et glas, ligesom de kongelige børns ammer dagligt fik en ration, da man mente, vinen var særligt nærende. 

Smagen på Rhinskvinen er karakteristisk, ejendommelig og var før i tiden også særdeles sur. Under Frederiks 9.s regeringstid var vinen blevet så sur og udrikkelig, at den blev serveret med sukker til. I flere århundrede spædede man rhinskvinen op med andre sukkerfrie vine, således at de nye vine fik den gamles karakter. I 1982 var de gamle træfade, hvori man opbevarerede vinen, imidlertid så medtagne, at de sidste 1.000 liter vin blev omtappet på ståltanke og flasker.  Rosenborgvinen indeholder, som noget helt enestående, dog stadig en rest af den gamle vin fra Christian 4. tid.

Kælderene under Rosenborg Slot
Siden 1729 har vinen ligget i kælderen under Rosenborg Slot i København, hvor der er åbent for besøgende. Her kan man også se træfadene, hvori man tidligere opbevarerede vinen. 

De tre ældste fade er fra 1598, 1599 og 1615. Fadene tilhørte Christian 4.s mor, enkedronning Sophie på Nykøbing Slot. I 1659 blev de taget som krigsbytte af svenskerne, men undervejs til Stockholm blev vinen generobret af et dansk kaperskib, bemandet med københavnske borgere.

Yderligere oplysninger

Læs mere om Rosenborg Slot.

Læs mere om nytårstafler og kure.