Dronning Caroline Amalie (28.6.1796-9.3.1881), dronning af Danmark 1839-1848.
Dronning Caroline Amalie voksede op på Augustenborg Slot, hvor hun modtog undervisning i blandt andet kunst og sprog. Hun blev gift med Prins Christian Frederik, den senere Christian 8., i 1815, og Caroline Amalie var hans anden hustru. Ægteskabet forblev barnløst. Måske derfor gjorde Caroline Amalie det til en livsopgave at støtte fattige og nødstedte børn, blandt andet ved at oprette asyler (børnehaver) i København og Odense. I slutningen af 1830’erne knyttede Dronning Caroline Amalie venskab med N.F.S. Grundtvig og gjorde ham til bestyrer for den børneskole, hun lod oprette i forbindelse med det københavnske asyl. Dronningen blev dermed en væsentlig støtte for den grundtvigske bevægelse og var fast kirkegænger ved Grundtvigs gudstjenester.
Da det slesvigske spørgsmål i 1840’erne udviklede sig til en egentlig konflikt, betød det også, at Dronning Caroline Amalie måtte træffe det svære valg at lægge afstand sin egen bror, Hertugen af Augustenborg, der havde sat sig spidsen i for den slesvig-holstenske løsrivelsesbevægelse. Som enkedronning fra 1848 fortsatte Dronning Caroline Amalie sit omfattende humanitære arbejde og engagerede sig også i kongefamiliens yngre generationer. I 1896 blev der rejst en statue af hende i Kongens Have i København, ”den første, der paa en offentlig Plads var rejst af en Kvinde,” som det blev sagt ved indvielsen.
