Besøg i Sisimiut

Regentparret besøger fredag den 17. juli 2015 Sisimiut i Vestgrønland. Besøget i Sisimiut er en del af Regentparrets besøg i Nord- og Vestgrønland med Kongeskibet Dannebrog i juli 2015.
Programmet omfatter besøg i Nord- og Vestgrønland, hvor der aflægges besøg i udvalgte byer og bygder.
Kongeskibet Dannebrog ankommer fredag den 17. juli 2015 til havnen i Sisimiut kl. 10.00, hvor Regentparret bydes velkommen ved borgmester Hermann Berthelsen og medlemmer af kommunalbestyrelsen. Efter den officielle velkomst deltager Regentparret i en rundtur i byen, hvor der blandt andet stoppes ved Knud Rasmussens Højskole og orienteres om solenergi. Regentparret besøger også en cykel- og skateboardbane, hvor der vil være opvisning af børn og unge.
Regentparret deltager efterfølgende i frokost i kulturhuset Taseralik, hvor musikskolens børn og unge vil underholde.
Senere på dagen besigtiger Regentparret en motionssti, besøger det nye ungdomshus og aflægger besøg ved skiklubbens hus, der er et bæredygtigt murstenshus opført af frivillige. Under besøget introduceres Regentparret for planerne for den kommende svømmehal. Regentparret vil efterfølgende besøge KTI Tech College og ARTEK (Center for Arktisk Teknologi), der har fokus på arktisk ingeniøruddannelse.
Om aftenen afholder Regentparret reception på Kongeskibet Dannebrog, hvorefter der afsejles mod et område i Sisimiut, der er indstillet til optagelse i UNESCO World Heritage.
Sisimiut ligger ud mod Davisstrædet omtrent 320 km nord for Nuuk. Byen er den næststørste by i Grønland med et indbyggertal på ca. 5.460 personer.
Der aflægges besøg i Kangaamiut den 19. juli og i Maniitsoq den 20. juli.
Yderligere oplysningerLæs programmet for besøget i Grønland.
Læs mere om Regentparret.