H.K.H. Kronprinsessen besøger lokalsamfund i Afar-regionen

I forbindelse med sin rejse til Etiopien har H.K.H. Kronprinsessen i dag tirsdag den 17. februar 2015 besøgt et lokalsamfund i Afambo-distriktet og et hospital i Afar-regionen i det nordøstlige Etiopien, hvor kvindelig omskæring er udbredt.
Under sit besøg i lokalsamfundet i Afambo-distriktet deltog Kronprinsessen i et Community Dialogue-møde, hvor en række forskellige medlemmer af lokalsamfundet drøfter, hvordan problemstillinger knyttet til kvindelig omskæring og børneægteskaber kan forhindres. I forlængelse heraf deltog Kronprinsessen i en kvindegruppe, hvor kvinder, der er omskåret og gift i en tidlig alder, samles og fortæller om deres oplevelser.
Kronprinsessen besøgte efterfølgende den lokale skole og hilste på en pigeklub for 12-18-årige skolepiger. I klubben deler skolepigerne oplevelser og får råd og vejledning om ungdomsliv.
Senere på dagen besøgte Kronprinsessen kvindehospitalet Mille Maternity Hospital i Afar-regionen, der tilbyder sundhedsydelser til piger og kvinder, der lider af komplikationer som følge af omskæring. Ved besøget fik Kronprinsessen en introduktion til hospitalet og blev efterfølgende vist rundt og talte med nogle af patienterne på hospitalet. Hospitalet drives af Afar Pastoralist Development Associaton (APDA), der en lokal partner i FN's Befolkningsfond og UNICEF's indsatser til bekæmpelse af omskæring af piger i Afar-regionen.
H.K.H. Kronprinsessen besøger den 16. – 18. februar 2015 Etiopien sammen med handels- og udviklingsminister Mogens Jensen for at sætte fokus på kvinders sundhed og rettigheder i humanitære krisesituationer og på omskæring af kvinder.
Yderligere oplysningerLæs mere om besøget i Etiopien.
Læs mere om H.K.H. Kronprinsessen.