Program for H.K.H. Kronprinsens deltagelse i COP28 i Dubai
Den 5.-6. december 2023 deltager H.K.H. Kronprinsen i klimakonferencen COP28 i Dubai.
Kronprinsen vil i selskab med blandt andre minister for klima-, energi- og forsyning, Lars Aagaard, sætte fokus på de danske indsatser og interesser i den globale kamp for klimaet.
Hvert år samler FN verdens ledere og centrale aktører på klimafronten for at fastlægge ambitioner og ansvar for den globale klimaindsats. Årets konference afholdes af De Forenede Arabiske Emirater, som har formandskabet for COP28.
Kronprinsen vil sammen med danske ministre og virksomheder repræsentere Danmark og landets rolle i kampen for at nå FN’s klimamål. Gennem paneldebatter, taler og aktiviteter på den danske pavillon vil delegationen sætte fokus på, hvordan danske virksomheder inden for blandt andet solenergi, havvind og grøn teknologi kan hjælpe verden med at sænke CO2-udslippet.
Program
Tirsdag den 5. december 2023
Åbning af “SIDS: A just and Equitable Energy Transition towards a Climate-Resilient Future”
Kl. 13.30
Kronprinsen deltager sammen med klimaambassadør, Tomas Anker Christensen, i åbningen af konferencen “SIDS: A just and Equitable Energy Transition towards a Climate-Resilient Future”. SIDS (Small Island Developing States) er en gruppe lavtliggende ø-nationer, der er meget sårbare over for virkningerne af klimaændringer. Formålet med begivenheden er at fremhæve SIDS-udvikling og fremskridt.
”How to Decarbonize the Hard-to-abate Sectors”
Kl. 17.00
Kronprinsen holder åbningstale ved et arrangement med fokus på dekarbonisering af sektorer og virksomheder med høj udledning af CO2. ”How to Decarbonize the Hard-to-abate Sectors” er arrangeret af fire danske virksomheder.
Officiel dansk reception
Kl. 19.00
Ambassaden er vært ved en reception for den danske delegation samt ambassadens partnere. Ved receptionen holder Kronprinsen en tale med fokus på Danmark som grønt foregangsland.
Onsdag den 6. december 2023
Åbningsevent i den danske pavillon
Kl. 10.30
I den danske pavillon afholder State of Green og den indiske tænketank Observer Research Foundation (ORF) et åbningsevent om grøn shipping med fokus på, hvordan man sikrer tilstrækkeligt med grønne brændsler til shipping industrien. Her vil en paneldiskussion blive indledt af Kronprinsens åbningstale. Kronprinsen er protektor for State of Green.
“Green Corridors: A How To Guide”
Kl. 11.40
Kronprinsen overværer paneldebatten ”Green Corridors: A How To Guide”, der er organiseret af Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping. Fokus ved debatten er, hvordan regeringer og den private sektor kan arbejde sammen om at dekarbonisere skibsfart.
Præsentation af Renewable Energy Fashion Fund (REFF)
Kl. 15.30
Kronprinsen overværer præsentationen af Global Fashion Agenda og Copenhagen Infrastructure Partners’ Renewable Energy Fashion Fund (REFF). Den nye fond arbejder for at lette den kollektive finansiering af infrastruktur og for at øge tilgængeligheden af vedvarende energi i Bangladesh og andre centrale modeproduktionsregioner.