Program for H.M. Dronningens sommertogt og bybesøg 2023

H.M. Dronningen besøger i perioden den 29. august til den 1. september Vordingborg, Randers og Fredericia kommuner på årets sommertogt med Kongeskibet Dannebrog. Dronningen foretager desuden et bybesøg i Allerød Kommune den 12. september.

Foto: Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix ©

Årets sensommertogt med Kongeskibet Dannebrog går til Vordingborg Kommune den 29. august, Randers Kommune den 31. august og Fredericia Kommune den 1. september. Hendes Majestæt aflægger desuden et bybesøg i Allerød Kommune den 12. september.

De årlige sommertogter med Kongeskibet Dannebrog er en tradition, som går tilbage til Christian 10., der som den første regent gjorde årlige togter i danske farvande til en fast del af sit program. Traditionen er videreført af Frederik 9. og siden Dronningen, som begge har lagt vægt på at bruge Dannebrog til at skabe kontakt med alle dele af riget.

 

Program for H.M. Dronningens sommertogt med
Kongeskibet Dannebrog 2023

Sommertogt i Vordingborg Kommune tirsdag den 29. august 2023

Ankomst til Vordingborg Sydhavn 
Kl. 10.00

Dronningen ankommer med Kongeskibet Dannebrog til Vordingborg Sydhavn. Her modtages Majestæten af blandt andre borgmester Mikael Smed. Der udbringes et nifoldigt leve, og Den Kongelige Livgardes Musikkorps spiller ”Kong Christian”.

Karetkørsel i Vordingborg
Kl. 10.35
Dronningen kører sammen med borgmester Mikael Smed og ægtefælle i karet gennem Vordingborg by til Kornerups Rådhus med eskorte af Gardehusarregimentets Hesteskadron.

Officiel modtagelse på Kornerups Rådhus
Kl. 10.55
På Kornerups Rådhus holder borgmester Mikael Smed en officiel velkomsttale for Dronningen og præsenterer kommunalbestyrelsesmedlemmerne i Vordingborg Kommune. I 2022 blev Vordingborg Kommune kåret til Danmarks ’vildeste kommune’ af Miljøministeriet. Dronningen får præsenteret en udstilling om Vilde Vordingborgs forskellige projekter for at udbrede biodiversitet og vild natur i kommunen. 

Besøg hos Foreningen for Traditionelle Håndværk
Kl. 11.55
Ved ankomsten hos Foreningen for Traditionelle Håndværk i Præstø Havn modtages Dronningen af foreningens bestyrelsesformand Gregers Münter. Foreningen for Traditionelle Håndværk har til huse i et af havnens gamle pakhuse. Foreningens ildsjæle Stefan Preuche og Peter Rasmussen fortæller blandt andet om foreningens arbejde med udformningen af ”Præstø Jollen”, som er skabt med afsæt i egnstypiske klinkbyggede joller.          

Besøg og frokost på Hotel Frederiksminde
Kl. 12.20
Kommunen er vært ved en officiel frokost på Hotel Frederiksminde. Dronningen bydes velkommen og ledsages til terrassen af hoteldirektør Silje Brenna. Her præsenterer assisterende køkkenchef André Skjødt Andersen forskellige lokale råvarer, som indgår i menuen, for Dronningen. Frederiksminde ligger kun 50 meter fra strandkanten ved Præstø Fjord og er fra slutningen af 1800-tallet. 

Besøg på Radius Distillery på Oremandsgaard Gods
Kl. 13.55
Ved Oremandsgaard modtages Dronningen af godsejer August Hage, som ledsager Majestæten til produktionslokalerne i Radius Distillery. Her får Dronningen en kort rundvisning og introduktion til, hvordan processen fra æble over fadlagring til det færdige produkt – æblegin og æblebrandy, foregår.

Besøg på Hårbølle Mejeri
Kl. 14.55
Ejer af Hårbølle Mejeri Per Sørup modtager Dronningen ved ankomsten til gårdmejeriet på Vestmøn. Her produceres oste og mælkeprodukter, lavet på egen fåremælk og Jerseymælk fra Bomgården. Produkterne er håndlavede med inspiration fra Frankrig, Spanien og Møn og sælges blandt andet til restauranterne The Alchemist, NOMA, Cadeau og i udvalgte dagligvarebutikker. Dronningen får en rundvisning i mejeriet og en introduktion til fremstillingsprocesserne, forskellige modningsstadier og oste.

Besøgscenter Storstrømsbroen
Kl. 16.05
Dronningen modtages af trafikminister Thomas Danielsen og vejdirektør i Vejdirektoratet Jens Holmboe foran Besøgscenter Storstrømsbroen. Besøgscentret rummer en 200 kvadratmeter stor udstilling om det omfattende brobyggeri, som projektchef Niels Gottlieb giver Dronningen en rundvisning i. Her vil Hendes Majestæt blandt andet blive præsenteret for byggeprocesser, design og materialevalg. Endvidere bliver Dronningen præsenteret for, hvordan virksomhederne Arcadia eFuels og Green2x arbejder med energioptimering.

Reception på Kongeskibet Dannebrog
Kl. 19.30

Dronningen er vært ved en reception for indbudte gæster på Kongeskibet Dannebrog i Vordingborg Havn.

 

Sommertogt i Randers Kommune torsdag den 31. august 2023

Ankomst til Randers Havn 
Kl. 10.00

Dronningen ankommer med Kongeskibet Dannebrog til Randers Havn. Her byder blandt andre borgmester Torben Hansen velkommen, og der udbringes et nifoldigt leve. Prinsens Musikkorps spiller ”Kong Christian”.

Officiel modtagelse på Det Gamle Rådhus i Randers
Kl. 10.35
På Det Gamle Rådhus i Randers holder borgmester Torben Hansen en officiel velkomsttale for Dronningen og præsenterer medlemmerne af byrådet i Randers Kommune. Det Gamle Rådhus fra 1778 er tegnet af Bygmester Christian Mørup. Grundet biltrafik besluttede man i 1930 at flytte Rådhuset. Rådhuset blev hævet op på kraftige jernbjælker, så det kunne trækkes med tov. En granitvinkel i fortovet syd for bygningen markerer husets tidligere placering. Efter en større renovering i 2020-2021 fremstår rådhuset i dag i farve og udtryk, som da det blev opført. 

Besøg i Øster Bjerregrav
Kl. 11.30
Dronningen besøger landsbyen Øster Bjerregrav. Landsbyen er kendt for fællesskab, frivillighed og forandringskraft. Med besøget i aktivitetsparken får Dronningen et indblik i Øster Bjerregravs stærke lokalsamfund og foreningsliv, og hvordan landsbyen formår at skabe udvikling sammen. Hendes Majestæt skal blandt andet i aktivitetsparken opleve skaterbaner og møde byens aktive seniorer, der spiller krolf.

Besøg hos Rhanders Handsker
Kl. 12.00
I gågaden i Randers besøger Dronningen virksomheden Rhanders Handsker. Rhanders Handskefabrik har været et anerkendt brand helt tilbage til 1200-tallet, men blev officielt grundlagt i 1811. I dag er indehaveren Rina Hansen, og hun vil fortælle Hendes Majestæt om virksomhedens historie og fremtidsplaner, samt fremvise særlige håndværksmæssige produkter. Dronningen vil også høre om kalmusblomsten, der blev bragt til Gudenåen og Randers af franske munke i 1200-tallet, og som er en særlig lægeplante, der kan fjerne den grimme lugt af garvning og i dag er en Rhanders Handskers ”brandmarkør”. 

Frokost på Hotel Randers
Kl. 12.45
Kommunen er vært ved en officiel frokost på Hotel Randers. Dronningen bydes velkommen af bestyrelsesformand Anders Thoustrup. Hotel Randers blev opført i 1856 og er et af de ældste hoteller i provinsen. Siden 1892 har hotellet været i familien Mathiesens eje, hvor Sonja Mathisen var familiens sidste direktør frem til sin død i 2014. Hotellet gennemgik en omfattende renovering i 1927 under ledelse af den randrusianske arkitekt J. P. Hjersind, hvor hotellet fik 81 moderne værelser, der alle havde telefon, centralvarme, koldt og varmt vand samt garderober med automatisk belysning.

Besøg på Erhvervsskolen Tradium
Kl. 14.00       
Tradium er en af Østjyllands største uddannelsesinstitution for erhvervsuddannelser. Her bliver Dronningen modtaget af direktør for Tradium Lars Michael Madsen. Dronningen skal både besøge tømrer- og murerfagsafdelingerne på skolen, hvor elever vil fortælle om deres fag og fremvise deres håndværk og projekter.

Besøg ved Den Blå Bro
Kl. 14.55
Dronningen får fremvist den ikoniske Blå Bro af borgmester Torben Hansen. Broen er en tidligere jernbanebro, som i dag er en gang- og cykelbro, der forbinder det nordlige og sydlige Randers hen over Gudenåen. Broen er centrum for det rekreative område Justesens Plæne.

Besøg i Tronholm Parken
Kl. 15.10
Dronningen besøger Tronholmparken, som er et stort, bynært, grønt område med blandt andet et industri-parkouranlæg og opholdsrum lige ned til havnebassinet midt i Randers. Her vil Dronningen opleve en gruppe parkourudøvere i aktion samt møde tre virksomheder: Cold Hand Winery, Dansk Affaldsminimering og MV Plast. Endeligt vil Majestæten også få en præsentation af byudviklingsprojektet Flodbyen Randers.

Reception på Kongeskibet Dannebrog
Kl. 19.30

Dronningen er vært ved en reception for indbudte gæster på Kongeskibet Dannebrog i Randers Havn.

 

Sommertogt i Fredericia Kommune fredag den 1. september 2023

Ankomst til Fredericia Havn 
Kl. 10.00

Dronningen ankommer med Kongeskibet Dannebrog til Fredericia Havn og bliver modtaget af blandt andre borgmester Steen Wrist. Der udbringes et nifoldigt leve, og Slesvigske Musikkorps spiller ”Kong Christian”.

Karetkørsel i Fredericia
Kl. 10.30
Dronningen kører sammen med borgmester Steen Wrist i karet gennem Fredericia til Fredericia Rådhus med eskorte af Gardehusarregimentets Hesteskadron.

Modtagelse på Fredericia Rådhus
Kl. 10.50
Dronningen bliver modtaget af kommunaldirektør Thomas Jaap ved ankomsten med karet til rådhuset. På Fredericia Rådhus holder borgmester Steen Wrist en officiel velkomsttale for Dronningen og præsenterer byrådsmedlemmerne i Fredericia Kommune. Rådhuset er opført af arkitekter Halldor Gunnløgsson og Jørn Nielsen efter en konkurrence i 1955.

Besøg på Kirstinebjergskolen
Kl. 11.40
Distriktsskoleleder Stefan Kelstrup og afdelingsskoleleder Thomas Rotendahl modtager Dronningen i skolegården sammen med skolens elever. På Kirstinebjergskolen skal Dronningen besøge en ’taleklasse’ og høre om, hvordan skolen arbejder med børn, der har et sprogligt handicap.

Frokost på Kulturkasernen i Eksercerhuset
Kl. 12.30
Kommunen er vært ved en officiel frokost på Kulturkasernen i Eksercerhuset. Dronningen modtages af Tøjhusets leder Sune Rasmussen ved Eksercerhuset. Bülows Kaserne blev nedlagt tilbage i 2014, og i dag bruges bygningerne i den gamle kaserne blandt andet til skole, teatergarderobe, foreningslokaler og som spillested.

Besøg hos HySynergy, Everfuel og Crossbridge
Kl. 14.00
Ved ankomsten til Everfuels brintproduktionsfabrik, HySynergy, modtages Dronningen af virksomhedens CEO og grundlægger Jacob Krogsgaard. Everfuel producerer og leverer grøn brint til industri og transport i Europa. Dronningen deltager under besøget i en rundvisning i Everfuels brintproduktion.

HySynergy er et fælles projekt med Crossbridge Energy A/S og er Europas største anlæg til produktion af grøn brint. Projektet har signifikant paneuropæisk bevågenhed, da det symboliserer starten på et nyt grønt industrieventyr. Everfuel ønsker en fossilfri industri- og transportsektor, hvilket stemmer overens med Crossbridge Energy Fredericias mål om et CO2-neutralt raffinaderi.

Besøg i Fredericia Musicalteater
Kl. 14.45
Dronningen besøger Fredericia Musicalteater og bliver modtaget af blandt andre teaterdirektør Thomas Bay. Teateret er specialiseret inden for genren musicals og opsætter både kendte musicals, nye musicals og udvikler egne musicals. Dronningen får lejlighed til at overvære et kort uddrag af forestillingen Charles Tante.

Besøg i Kanalbyen
Kl. 15.25
Kanalbyen er en ny bydel, som er udviklet i et partnerskab mellem Fredericia Kommune og Realdania By & Byg. Ved besøget får Dronningen lejlighed til at opleve gårdrummet ”Kongens Punkt”, der har fået navn efter, at det var præcis dette sted, som Frederik den 3. udpegede som centrum for en idealby og kongeby.

I en række af byggeprojekterne er kunst tænkt ind fra starten, og i gårdrummet til boligbyggeriet Kongens Punkt får Dronningen fremvist kunstner Signe Guttormsens stedsspecifikke kunstværk fra 2020.

Reception på Kongeskibet Dannebrog
Kl. 19.30

Dronningen er vært ved en reception for indbudte gæster på Kongeskibet Dannebrog i Fredericia Havn.

 

Foto: Kongehuset ©
Foto: Kongehuset ©

Program for H.M. Dronningens bybesøg i Allerød Kommune tirsdag den 12. september 2023

Modtagelse på Allerød Rådhus
Kl. 10.00
Dronningen bliver modtaget af borgmester Karsten Längerich ved ankomsten til rådhuset. Der udbringes et nifoldigt leve, og Den Kongelige Livgardes Musikkorps spiller ”Kong Christian”.
På Allerød Rådhus i Borgerportalen holder borgmester Karsten Längerich en officiel velkomsttale for Dronningen og præsenterer Allerød Kommunes medlemmer af byrådet. I anledning af Majestætens besøg afsløres et nyt keramikrelief, som skal indgå som en del af Allerødfrisen i Borgerportalen.

Allerød Rådhus er tegnet af Tegnestuen Vandkunsten – og opført i 1998-1999. Ved besøget på rådhuset får Dronningen også lejlighed til at hilse på medarbejdere fra rådhuskantinen ”Glad Mad”, som tilbyder beskyttet beskæftigelse for voksne med særlige behov.

Besøg hos virksomheden WS Audiology
Kl. 11.10
Ved ankomsten til WS Audiology, der er en global markedsleder inden for høreapparater, bliver Dronningen budt velkommen af medejer og næstformand i bestyrelsen Jan Tøpholm og CEO Eric Bernard. Ved besøget får Dronningen en introduktion til den teknologiske udvikling af høreapparater gennem tiden og en fremvisning af de mange små komponenter, som indgår i høreapparatet.

Besøg på Lynge Skole
Kl. 11.45
Dronningen bliver ved Lynge Skole modtaget af skoleleder Thomas Kirkegaard, lurblæsere og skolens elever ved en lang flagallé. Skolelederen holder en velkomsttale for Dronningen, inden morgensamlingen med sang og musik indledes. Lynge Skole er én af Allerød Kommunes ældste skoler. Skolen er fra 1819, og i dag går mere end 600 elever på den lokale skole fra 0-9. klassetrin. Skolen har fokus på fællesskab og bevægelse, og besøget på skolen rundes derfor af med et mini Royal Run-løb for eleverne.

Besøg hos virksomheden NIRAS
Kl. 12.20
NIRAS er en global ingeniør- og rådgivningsvirksomhed inden for blandt andet byggeri, infrastruktur, miljø, vand, klima og energi. Med sine 2600 medarbejdere globalt, hvoraf cirka 1100 sidder på hovedkontoret i Allerød, er virksomheden én af de største arbejdspladser i kommunen. Ved rådgivningsvirksomheden NIRAS bliver Dronningen budt velkommen af administrerende direktør Carsten Toft Boesen.

I NIRAS’ Green Tech Hub, som er et innovativt fællesskab for små og mellemstore Tech-startups, får Dronningen en introduktion til tre af NIRAS’ state-of-the-art projekter, der bidrager til samfundet og den grønne omstilling: ’Vandbesparelser i bryggerisektoren med Carlsberg som rollemodel’ ved Senior Vice President, Thomas B. Olsen, ’Mary Elizabeths Hospital’ ved koncerndirektør Mads Søndergaard, samt ’Erhvervs-ph.d. guider byggesektoren mod absolut bæredygtighed’ ved civilingeniør, PhD Mia Heide.

Frokost hos NIRAS
Kl. 13.00
Kommunen er vært ved en officiel frokost, som afholdes hos NIRAS.

Besøg hos PP Møbler
Kl. 14.15
Dronningen modtages af direktør for det familieejede PP Møbler Kasper Holst Pedersen, som giver Dronningen en rundvisning i snedkerværkstedet. Virksomheden fremstiller møbler, der alle er producerede i Danmark.  I dag er der 70 ansatte, hvoraf størstedelen er håndværkere, maskinsnedkere, møbelsnedkere, stoleflettere og møbelpolstrere. Gennem tre generationer har PP Møbler fremstillet en række danske møbelklassikere som fx Bamsestolen og de nye kongelige taffelstole.

Besøg i teateret Mungo Park
Kl. 14.50
Dronningen besøger Mungo Park, som er et prisbelønnet egnsteater, der siden 1992 har haft fast base i Allerød. Her byder konstituerede direktør Martin Lyngbo velkommen og viser Hendes Majestæt ind i den helt nybyggede teatersal fra 2022. Mungo Park skaber scenekunst i balancen imellem det folkelige og avantgarden. Dronningen vil opleve en kort særforestilling af stykket Den Allersidste Dans, og efterfølgende hilser Hendes Majestæt på skuespillerne bag scenen.

Besøg ved Øen i Allerød bymidte
Kl. 15.45
Ved Øen i Allerød bymidte byder formand for Allerød Handelsforening Karna Lønne Dronningen velkommen til en festlig og folkelig afslutning på Dronningens besøg i Allerød Kommune. Allerød Kommune har et bredt og meget engageret fritids- og foreningsliv. Repræsentanter herfra vil medvirke i en afskedsforestilling for Hendes Majestæt. 

Reception på Fredensborg Slot
Kl. 19.30
Dronningen er som afslutning på bybesøget i Allerød Kommune vært ved en reception for indbudte gæster på Fredensborg Slot.

Foto: Keld Navntoft, Ritzau Scanpix ©