Program for statsbesøg til Litauen
Den 28. – 29. januar 2026 tager Deres Majestæter Kongen og Dronningen på statsbesøg til Litauen.
Kongeparret er inviteret på statsbesøg af H.E. Præsidenten for Litauen Gitanas Nausėda. Fokus vil særligt være på forsvarsberedskab, herunder besøg ved Litauens hjemmeværn og den frivillige forsvarsstyrke Skytteunionen. Kongeparret og Præsidenten deltager desuden i åbningen af et erhvervsforum med fokus på energisikkerhed og forsvar. Officielle programpunkter inkluderer kranselægning på Antakalnis Kirkegård, statsbanket samt møder med Præsidentparret, H.E. Litauens premierminister Inga Ruginienė og repræsentanter fra Litauens parlament. Statsbesøget afsluttes med besøg på et basketball-akademi og åbningen af udstillingen “Friends in Need” på Litauens nationalbibliotek i Vilnius.
Kongeparret aflagde det første af tre statsbesøg til de baltiske lande i Letland i oktober 2025. Danmark har stærke historiske bånd til alle tre lande og etablerede første gang diplomatiske forbindelser i 1921. Danmark anerkendte aldrig den sovjetiske annektering af de baltiske lande og var i august 1991 blandt de første til at genetablere diplomatiske relationer efter løsrivelsen fra Sovjetunionen. Forholdet mellem Danmark og de tre lande er præget af fælles interesser, gensidig respekt og en fælles vision for et frit, sikkert og velstående Europa.
PROGRAM
Der tages forbehold for ændringer i programmet.
Onsdag den 28. januar
Officiel ankomst til Vilnius Lufthavn
13.30
Kongeparret ankommer til Vilnius Lufthavn, hvor Deres Majestæter modtages af værtsdelegationen og en æresvagt.
Officiel velkomstceremoni på Præsidentpaladset
15.15
Kongeparret modtages af Præsidenten for Litauen Gitanas Nausėda og Præsidentfrue Diana Nausėdienė, ved en modtagelsesceremoni uden for og i Præsidentpaladset.
Tête-à-tête-møde på Præsidentpaladset
15.40
Kongeparret deltager i en kort tête-à-tête med Litauens Præsident og Præsidentfrue Diana Nausėdienė.
Udvidet møde mellem delegationerne på Præsidentpaladset
16.00
Kongen fortsætter den officielle modtagelse i Præsidentpaladset med et udvidet møde mellem den litauiske og danske delegation.
Besøg på det ukrainske center
16.05
Dronningen besøger sammen med Præsidentfrue Diana Nausėdienė det ukrainske center i Vilnius. Det ukrainske center er et socialt og kulturelt mødested for ukrainske børn og familier bosat i Litauen. Gennem en rundvisning og møder med børnene får Dronningen og Præsidentfruen et indblik i centrets arbejde med at skabe normalitet, glæde og fællesskab for ukrainske børn og deres familier.
Møde med Litauens premierminister
16.55
Kongen har et møde med Litauens premierminister Inga Ruginienė.
Statsbanket på Præsidentpaladset
19.30
Kongeparret deltager i statsbanket på Præsidentpaladset, hvor Litauens præsidentpar er værter. Under banketten holder først Litauens Præsident tale efterfulgt af Kongens tale.
Torsdag den 29. januar
Åbning af erhvervsforum og besøg på udstilling på Energi- og Teknologimuseet
10.20
Kongen og Præsidenten åbner et dansk-litauisk erhvervsforum med fokus på energi, forsvar og sikkerhed samt rummet. Undervejs præsenterer danske og litauiske virksomheder og aktører deres løsninger og samarbejdsmuligheder, hvorefter Kongeparret og Præsidentparret deltager i en rundvisning på Energi- og Teknologimuseet.
Møde med parlamentsformanden og rundvisning i parlamentet
11.20
Kongeparret besøger Litauens parlament, Seimas, hvor Deres Majestæter modtages af H.E. parlamentsformand Juozas Olekas. Rundvisningen har fokus på Litauens selvstændighed og de historiske elementer i bygningen, herunder 11. marts-parlamentssalen, hvor Litauen erklærede sig selvstændigt fra Sovjetunionen. Besøget afsluttes ved mindesmærket for 13. januar 1991 uden for Seimas.
Kranselægning på Antakalnis Kirkegård
12.25
Kongeparret deltager i en kranselægning på Antakalnis Kirkegård til minde om ofrene i Litauens uafhængighedskamp. Kranselægningen forløber med gåtur gennem kirkegården til monumentet for de dræbte i kampen for Litauens selvstændighed, hvor kransen afleveres til to officerer, efterfulgt af ét minuts stilhed.
Møde med Litauens Nationale Forsvarsfrivillige og Skytteunionen
13.20
Kongeparret og Præsidentparret besøger Litauens hjemmeværn (KASP) og Skytteunionen og mødes med repræsentanter fra den frivillige forsvarsstyrke. Besøget sætter fokus på civilt engagement i forsvaret af demokratiet og på det tætte samarbejde mellem dansk og litauisk hjemmeværn. Programmet omfatter en kort orientering om KASP og Skytteunionen, demonstration af drone-træning samt samtaler med de frivillige.
Besøg på NBA Basketballskolen
15.00
Kongeparret og Præsidentparret besøger NBA Basketballskolen i Vilnius, som er en moderne trænings- og udviklingsskole for børn og unge, etableret i samarbejde mellem NBA og lokale litauiske partnere. Skolen tilbyder NBA-inspirerede træningsforløb, camps og turneringer for unge i alderen 6–18 år og har til formål både at udvikle talent og fremme glæden ved sporten. Basketball har en helt særlig status i Litauen og betragtes som nationalsport, og skolen spiller en vigtig rolle i at styrke både talentudvikling og breddeidræt.
Under besøget overværer Kongeparret og Præsidentparret unge spillere træne og får indblik i skolens daglige arbejde, fællesskab og betydning for litauisk ungdomsidræt.
Åbning af udstillingen “Friends in Need”
18.00
Kongeparret og Præsidentparret åbner udstillingen og programåret “Friends in Need” på Litauens Nationalbibliotek. Udstillingen, der har fokus på det dansk-litauiske venskab, består blandt andet af installationen “A Fleet of Friendship, Light and Hope”, der består af lanterneskibe lavet af danske og litauiske børn og voksne.
Udstillingen markerer begyndelsen på et program, der gennem et år fejrer det varige venskab mellem Danmark og Litauen.
Returreception på Litauens Nationalbibliotek
18.45
Kongeparret er værter for en returreception på Litauens Nationalbibliotek, som markerer afslutningen på statsbesøget. Ved receptionen optræder Det Unge VokalEnsemble (DUVE) sammen med Vilnius Municipal Choir Jauna Muzika.
DUVE er et dansk amatørkor med 24 sangere i alderen 18–35 år, og korets optrædener er en del af et sideløbende musikalsk fremstød i Danmark og Litauen.