Kongehuset lancerer ny hjemmeside

Foto: Kongehuset ©

For kort tid siden blev Kongehusets nye hjemmeside lanceret. Den nye hjemmeside, der fortsat findes på www.kongehuset.dk, byder på et opdateret og mere brugervenligt design, hvor der fortsat løbende vil blive fortalt om den kongelige families mange opgaver og aktiviteter gennem tekster, billeder og videoer. Hjemmesiden giver mulighed for at få både det hurtige overblik og den historiske fordybelse, og ved større begivenheder i Kongehuset er det også på hjemmesiden, at fx gæstelister og menuer offentliggøres først. Desuden kan alle officielle programpunkter tilgås i Kongehusets kalender, der findes på hjemmesidens forside.

Kongehuset fik sin første officielle hjemmeside tilbage i 1990’erne. Siden da er hjemmesiden blevet ændret fire gange, senest i 2016, og som organisation har Kongehuset i dag ud over hjemmesiden også profiler på de sociale medier Facebook, Instagram og YouTube.

Den nye hjemmeside byder på en række nye tiltag: 

  • Mediebank for pressen

På Kongehusets nye presseside, der blandt andet indeholder information om interviews og medieproduktioner og foto- og videooptagelser, er der udviklet en mediebank til pressen. Her er det muligt at downloade pressebilleder på en ny og mere brugervenlig måde. Derudover ligger der i mediebanken nye billeder til download af Kongehusets ledelse.

  • Digital billeddatabase fra H.M. Dronningens Håndbibliotek, Kongernes Samling

Den nye digitale database ”Den Kongelige Fotografisamling” giver indtil videre adgang til cirka 10.000 fotos fra H.M. Dronningens Håndbibliotek. Billederne omfatter både fotografier, der er indkøbt eller givet til medlemmer af den kongelige familie gennem årene samt private fotografier og fotoalbums, hvor det ofte er den kongelige familie selv, der har fotograferet. Derudover repræsenterer ”Den Kongelige Fotografisamling” et bredt udsnit af fotografiske motiver: fra slotsinteriører og møbler, landskaber og bybilleder til heste, uniformer og udstillinger med videre. Antallet af tilgængelige fotos vil vokse i takt med, at fotografierne i samlingen scannes og registreres. Det er muligt frit at downloade og benytte billeder fra databasen, såfremt man krediterer ”Den Kongelige Fotografisamling, Kongernes Samling”.

  • Ny underside om H.M. Dronningens kunstneriske virke

På den nye hjemmeside findes en ny underside om Dronningens kunstneriske virke. Her er det muligt at dykke ned i Dronningens forskellige kunstneriske områder og blandt andet gå på opdagelse i Majestætens billedkunst, broderier, kirketekstiler og scenografi- og kostumedesign.

Kongehuset ønsker alle en god fornøjelse med at besøge det nye www.kongehuset.dk.